Nyt Kølesmøremiddel hos NEXT uddannelse
Artikel i Jern & Maskinindustrien maj 2018
Pædagogik og kølesmøreolie
Ud over at Next i København har sparet tid, besvær og penge ved at skifte leverandør af kølesmøremiddel, hjælper det også eleverne på linjen for industriteknikere og værktøjsmagere
KØLESMØREOLIE: Jesper Mickelborg var godt gammeldags træt af de kølesmøremidler, der blev anvendt på maskinværkstedet hos uddannelsesinstitutionen Next i København. Jesper Mickelborg er underviser og værkstedsassistent og har stået for indkøb af bl.a. hydraulisk smøreolie, skærevæske og vangeolie siden 2009. Han fortæller, at kølesmøreolien, der blev brugt på både CNC-maskiner og manuelle maskiner skulle udskiftes et par gange om året på grund af fæle lugtscener.
Maskinværkstedet har 12 CNC-maskiner og en række manuelle maskiner.
– Det var ikke blot en bekostelig affære, det var også et stort irritationsmoment, for vi brugte rigtig meget tid på opgaven. Omkring en uge om året, siger Jesper Mickelborg.
Først skulle olien tappes af maskinerne, bagefter skulle systemerne skylles igennem med sæbevand og rensevæske. Såvel den kasserede olie som skyllevæsken blev tappet på tønder, som blev afhentet af et slamsugerfirma. På årsplan drejede det sig om 6000 liter væske, hvoraf selve kølesmøreolien udgjorde godt fem procent.
Derudover var der også et arbejdsmiljømæssigt problem.
– Hvis en af eleverne havde en rift på fingeren og kom i berøring med kølesmøreolien, gik der infektion i såret, siger Jesper Mickelborg, der er uddannet maskinarbejder og i en årrække har kørt som montør for C. Henriksen & Co. og senere for Flextek.
Fandt ny løsning på messe
På VTM-messen i Odense 2017 kom Jesper Mickelborg forbi Pers Groups (tidligere Pers Kemi) stand, og så blev der snakket kølesmøremiddel. Foruden de allerede nævnte problemer kunne skolen godt tænke sig at få udskiftet den mælkehvide kølesmøreolie med en transparent variant, sådan at eleverne bedre kan følge med i de spåntagende processer, når glaslågen er lukket og maskinen er i gang.
– Efter at jeg havde fortalt om vores problemer, blev jeg præsenteret for en ny løsning, og den leverede Pers Group til os i sommer. Vi har nu afsluttet en testperiode på tre kvart år og har vedtaget, at vi kører videre med det nye produkt, pointerer Jesper Mickelborg og understreger, at der ikke siden har været problemer med hverken lugtgener eller arbejdsmiljø.
Væsentlige besparelser
– Kølesmøreolien fra Pers Group skal ikke skiftes og dermed slipper vi for udskiftningsarbejdet og sparer en uges tid om året. Den tid bruger vi så i stedet på undervisning. Økonomisk sparer vi vel omkring 20.000 kroner om året. Det lyder måske ikke umiddelbart af meget, men i vores verden har det stor betydning, fordi vi løbende får vores budgetter beskåret, forklarer Jesper Mickelborg.
Uddannelseslinjen for industriteknikere og værktøjsmagere tæller 45 elever.
– Det er en pædagogisk del af læreprocessen, at eleverne skal kunne se, hvad der foregår inde i maskinen. Og det kan de nu med den nye transparente kølesmøreolie, siger Jesper Mickelborg.
Tilfredse elever
Rasmus Frøland på 20 år og Mikkel Andersen på 21 år er begge tilfredse med, at Next har skiftet leverandør af kølesmøremiddel. Det er et par engagerede industritekniker-elever, som bl.a. har deltaget i DM i Skills. Hvor Next før anvendte et mælkehvidt produkt, leverer Pers Group nu en transparent kølesmøreolie.
– Nu kan vi se, hvad vi laver, når vi prøvekører et emne, og det giver en god tryghed. Derudover lugter maskinen ikke længere af gnu, siger Rasmus Frøland og griner.
Studiekammeraten følger op:
– Nogle gange går det bare så stærkt, når vi prøvekører emner. Derfor betyder det meget, at vi kan følge med i, hvad der sker inde i maskinen, siger Mikkel Andersen, der siger god for det nye kølesmøremiddel kontra arbejdsmiljø.
De to elever er snart færdige med hovedforløb 2 og har begge fået lærepladser. Rasmus Frøland hos Thoka Finmekanik på Amager, Mikkel Andersen hos Østbornholmsk Kutterservice i Nexø.